Poo Politics

Fællesskidning – et politisk dialogrum Poo Politics – a dialogue space 1. maj – 31. december 2019 I et valgår, hvor politisk aktivisme er blevet mere ekstrem, undersøger Rumpegalleriet hvad der sker, når politikere debatterer på et fællestoilet. Bliver dialogen mere menneskelig, når kroppen tager over og privatsfæren brydes? Publikum bedømmer. ”Den politiske dialog er de senere år blevet mere ekstrem, aggressiv og topstyret. Vi skal have den ned på jorden, tæt på hverdagen – og tæt på mennesket. Derfor inviterer vi politikere til at slippe styringen og lade kroppen, hjertet og den nære samtale tage over – på et fællestoilet. Vi beder dem slippe livremmen og bukserne – og være menneske. Vi tror dialogen bliver mere nærværende og måske mere ligeværdig, når privatsfæren brydes og kroppen tager over,” siger initiativtagerne til denne kunsthappening på Rumpegalleriet. På galleriet og i det offentlige rum Gallerigæster vil kunne opleve dialogrummets 3 toiletter fra 1. maj 2019 (kl 14-17) samt i galleriets alm. åbningstider året ud. Politikere, politiske ungdomsorganisationer og andre aktører inviteres løbende til at benytte de 3 mobile toiletter placeret i galleriets vindueslokale mod Ryesgade. De politiske happenings finder sted på galleriet i løbet af maj måned op til Europa-valget d. 26. maj. Under kunstaktionen vil politikerne kunne sidde på WC’erne med en toiletrulle i hånden – og debattere tidens temaer guidet af en kunstner. Efter dialogen trykker politikerne på ”skyl”. Aktionerne finder sted med publikum og vil i visse tilfælde blive streamet eller udgivet som podcast. Senere på året op til Folketingsvalget vil Københavns Kommune blive ansøgt om placering af toiletterne som midlertidige kunsthappenings i det offentlige rum under overskriften ”Fællesskidning – et politisk dialogrum.” De 3 genbrugs-toiletter er doneret af VVS-mestre fra vestegnen. Bor du i Rødovre eller omegn og har lige skiftet badeværelse, vil du måske kunne genkende dit gamle toilet. Toiletter i kunst Kan vi genopdage toilettet som dialogrum til den intime og menneskelige samtale? En af galleriets direkte inspirationskilder er en scene i den surrealistiske franske film ”Borgerskabets diskrete charme” (1972) af Luis Bunuel, hvor borgerskabet sidder højtideligt på toiletter omkring et spisebord og forretter deres nødtørft. Selvom scenen i filmen er tænkt som absurd teater, så er fællesskidning dog historisk set ikke noget tabu og indtil midt i 1900-tallet var det almindeligt på landet i Danmark – og det er stadig almindeligt i mange lande. ”Fællesskidning – en politisk dialogrum” er et forsøg på at bryde toilet-tabuet og normalisere toilettet som et menneskevarmt dialogrum – i en tid hvor politik er gået koldt.